I Danmark afholdes der masser af stævner for ryttere på alle niveauer. I foråret afholdes der ofte også debutantklasser så nye ryttere og ponyer får mulighed for at prøve kræfter med mounted games, men stadig under trygge forhold.
Sporten kan rides som hold, par og individuelt. Hver form har sin charme og de fleste ryttere holder af at afveksle mellem disse typer. De individuelle stævner giver rytterne mulighed for at udfordre sig selv og måske prøve nye teknikker af. Par stævnerne er ofte der rytterne laver mest sjov mens de rider, mange vælger en af deres gode venner/veninder at ride par med, så her bliver der ofte fjollet lidt mere, og rytterne hygger sig med forberedelser op til stævnet. Holdkonkurrencerne giver det bedste sammenhold og den største tryghed, da man her er en hel gruppe der støtter og hjælper hinanden.
Som træner anbefaler jeg altid relativ hurtig stævnedeltagelse. Det er ikke fordi jeg forventer at mine ryttere stryger direkte til tops, men fordi jeg oplever at når rytterne først har prøvet et stævne så bider det sig fast og de vil gøre alt for at blive bedre til næste gang. Det er vigtigt at have et mål og noget at træne imod, så stævner er for mange ryttere drivkraften. Nogle rider rigtig mange stævner både i Danmark og andre lande, mens andre synes at et par stævner om året er nok. Det er helt op til den enkelte rytter og dennes familie, hvad der er passende.
Min oplevelser er også at det er under stævnerne at nye venskaber opstår, der bliver grinet, grædt, svedt og kæmpet side om side, og det skaber nogle utroligt stærke bånd rytterne imellem. Jeg oplever at selv den mest stille rytter pludselig tør vise følelser, tage kontakt til andre og stille krav til sig selv og sine omgivelser. Det er utroligt givende at se den udvikling ske rundt om sig.

Stævnerne foregår oftest over 3 dage. Man rider 2 kvalifikationsrunder lørdag og 1 søndag formiddag. Derefter afgør ens samlede point fra de 3 kvalifikationsrunder hvilken finale man kommer i søndag eftermiddag. Den bedste finale hedder A finalen, det er her dem med højest point kommer. Derefter bliver deltagerne fordelt i de øvrige finaler. Antallet af finaler afhænger af antallet af deltager og baner. Hvis du har en bane med plads til 5 baner og du har 40 starter så vil der være 8 finaler. dvs fra A-H. På denne måde kommer man i finalerne stort set altid til at ride mod ryttere på sit eget niveau, og det gør at rytterne går derfra med en succesoplevelse, selvom de måske i weekenden også har redet mod væsentligt bedre ryttere.
Til næste stævne kan deres mål så være at nå en højere finale. Samtidigt har de opnået en masse erfaring ved at ride mod bedre ryttere end dem selv i kvalifikationsrunderne.
Når man melder til stævne så finder man informationer på MGA-DK's officielle side, her kan man læse om priser, steder, stævnetyper osv., og det står også forklaret, hvordan man melder til. På den officielle hjemmeside kan man også læse om resultater og nyheder i foreningen.
|